Tilknytning & Traumer
”De stærkeste bånd har vi til de mennesker, som har givet os livet….det er nærmest uden betydning hvor mange år der er gået, hvor mange svigt, eller hvor stor elendighed og lidelse der måske har været i familien. Vi er stadig forbundet, selv mod vores vilje”.
Anthony Brandt
Tilknytning – vejen til at få sine behov opfyldt
Når vi ankommer til verden, er vi instinktivt kodet og programmeret i vores DNA med medfødte relations instinkter. Vi er genetisk disponeret med behov for at etablere stærke bånd til de primære omsorgspersoner. Det medfødte relations instinkt udvikles i det tætte samspil med forældrene, oftest mor, til at starte med.
Det er her i de første afgørende leveår vi får vores første erfaringer med, om verden er et trygt sted at være i forhold om vi har fået tilstrækkelig med tryghed, omsorg, sikkerhed og anden udviklende stimuli. Hvordan vi senere indgår i relationer med andre, indgår i parforhold, selv bliver forældre, tager afsæt i vores egen tilknytningsstil da vi var små.
Vores evne til at forebygge stress og sygdom hænger også nøje sammen graden af god nok tilknytning til vores omsorgspersoner i barndommen.
I forældreskabet bliver der kaldt på vores omsorgssystem, idet barnet insisterer på opmærksomhed og nærvær, i form af gråd, skrig, lyde, blikkontakt, ansigtsmimik, smil, og senere sprog og motorisk udvikling.
Et velfungerende omsorgssystem er betinget af at omsorgspersonerne selv har mødt tilstrækkelig omsorg og dermed har erfaring med, hvad omsorg er. Forældre kommer derfor ubevidst til at videregive den omsorgsadfærd de kender til, ud fra egne tilknytningserfaringer.
Når barnet kalder på omsorg kan det nogle gange trigge vores egne skygger fra barndommen. Vi kan komme til at fejlfortolke barnets medfødte instinkter, som siger: ”Jeg har brug for at knytte mig til dig, så jeg kan føle mig tryg og i sikkerhed”.
Vores egne ubevidste skygger kan derfor komme til afvise barnet og i stedet komme til at sige f.eks.: ”Du kan godt selv gå” ”Nu må du underholde dig selv”, ”Mor er træt nu, jeg kan ikke være der hele tiden” ”Du er opmærksomhedskrævende” osv.
Gennem vores ubevidste skygger, kommer til at opfatte barnet som grådigt, krævende og nærmest utaknemmeligt, fordi vi ikke har lys og bevidsthed på egen skygger om være grådig, krævende og utaknemmelig.
At kende til sine egne skygger, dvs. det der ”trigger” os, hos vores børn, partner, venner, kollegaer osv., kan hele gamle barndomssår og medvirke til at samspil og kontakten ændres til verden omkring og vores nærmeste relationer. Her kan nattens drømmen vise os vejen til at hele vores egne skygger.
Transgenerationelle traumer og gentagelsesmønstre
Det der forbliver ubevidst, går ikke væk af sig selv, men dukker op i vores liv som skæbne mente C.G. Jung. Med det mente han at vi med stor sandsynlighed vil blive ved med at gentage ubevidste mønstre, indtil vi får dem bragt ind i bevidsthedens lys.
Nyere forskning (hollandsk psykiater, Besse von der Kolk) viser, at det der sker under en traumatisk oplevelse, når det oplevede bliver for overvældende, er, at både talecentret og den forreste del den præfontale cortex, dvs den forreste del af hjernens frontallap, som tager af oplevelsen, lukker ned.
Besse von der Kolk siger, at når mennesker genoplever traumatiske oplevelser bliver frontallapperne lammede, så personen har svært ved at tænke og tale. Nyere tendenser peger på at individuelle traumer kan heles ved at bringe det oplevede traume ind i familiehistorien som en del af et større helhedsbillede, ved at gå min. 3 slægtled tilbage.
Det giver mulighed for at forstå de bagved liggende mekanismer, som f.eks. svigt, brud, misbrug, sygdom og andre voldsomme begivenheder som gentages i slægten, som kan sende bølger af fortvivlelse og gru videre fra den ene generation til den næste.
Ved at kortlægge familiehistorien i et genogram, en visuel fremstilling af et familietræ, kan ny forståelse og indsigt skabe lindring, fordi et perspektivskifte af det skete, sammen med medfølende spørgsmål, blive en gamechanger af det oplevede, fordi det bliver tydeligt hvor traumet eller gentagelsesmønstret oprindeligt stammer fra. Dette er med til at hele traumet og frisætter dig, de nulevende i slægten og de kommende generationer.