Min transformationsrejse
Om mig
Lad mig præsentere mig selv. Jeg hedder Helle Storch og bor til daglig sammen med min mand Jens, som jeg har været gift med siden 2007, men kendt i 20 år.
Jeg har en voksen datter og to børnebørn. Min mand har også en voksen datter, som jeg har kendt siden hun var 12 år. Jeg bor i en skøn lejlighed på Frederiksberg på 20. år.
Men før jeg nåede hertil, så mit liv væsentlig anderledes ud.
Jeg er født ind i en farverig, kreativ og stor familie, hvor mange, især på min mors side, er uddannet indenfor sygepleje, læge, jordemoder, socialrådgiver, pædagog, lærer, og hvor flere har efteruddannet sig som terapeuter og personlig udvikling, ligesom jeg selv har.
Familien repræsenterer også medlemmer indenfor kreative service- og håndværkerfag, samt akademikere i høje stillinger. Så alt i alt en noget broget sammensætning, men alligevel en overvægt af ”hjælpere” indenfor forskellige fagområder.
Spirituelle interesser i den mødrene side af familien, har siden min tidlige ungdom, været helt ”normalt” at tale åbent om.
I min barndoms familie er jeg ældste barn ud tre, med en 2 år yngre søster og en lillebror, som blev født, da jeg var 7½.
Mine forældre var i starten af tyverne da de fik mig og min søster. Det var ikke just planlagt på forhånd at de skulle stifte familie. Men gift blev de, som man nu gjorde i 60´erne, så de også kunne få en lejlighed.
På overfladen var vi en velfungerende familie hvor mine forældre bestred gode stillinger og havde meget travlt med det. Jeg klarede mig godt i skolen, var vellidt og havde mange legekammerater og senere venner.
Men under overfladen og bag facaden, levede jeg i en familie med familiemønstre som tidligt lærte mig at blive voksen og med evig bekymring for om mine forældre, kunne holde rammerne og varetage omsorgen for mig og mine søskende. De gik ofte ud og ind af deres forældreansvar, som gjorde det noget uforudsigeligt som barn at være i.
Som 21 årig blev jeg selv mor til en datter som jeg fik sammen med min ungdomskæreste. Forholdet brast dog da min datter var 2½ år.
Herefter fulgte år hvor jeg uddannede mig, men også mødte en ny mand, som heller ikke holdt.
En stor del af min datter opvækst har jeg været alenemor for hende, da forholdet til hendes far har været problematisk og ustabilt.
Samtidig med min datter blev født, begyndte jeg også at interessere mig for personlig udvikling og spiritualitet, som er en rejse jeg stadig er på, her mange år efter.
For at komme dertil, hvor jeg er i dag, har jeg løbende arbejdet med mig selv og healet mine sår efter at være vokset op i en familie med dysfunktionelle familiemønstre.
Det betød, at jeg tidligt i livet lærte at afkode andres behov før mine egne og påtage mig forældreansvar for mine forældre og mindre søskende.
Jeg blev derfor alt for hurtigt voksen, udenpå. Men indeni, kunne jeg slet ikke følge med og var hele tiden på overarbejde indefra, uden at vide, hvordan jeg stoppede dette overforbrug af mig selv og mine ressourcer.
Førhen var det svært for mig at tiltrække en støttende livspartner og jeg har flere gange været sygemeldt med stress og levet for at hjælpe andre, men har ikke kunnet hjælpe mig selv.
Jeg lever nu i et kærligt og stabilt parforhold på 20. år, har healet mine sår og er gået fra offer til powerkvinde.
Jeg har fundet min livsvej gennem min største smerte, som har vist sig at give mig mine største livsindsigter og forvandle min smerte til visdom.
Jeg fylder nu mit eget bæger, før jeg fylder andres og har ro i mit sind, lytter til min indre stemme og sandhed, hvorfra jeg nu lader mig guide fra hver eneste dag.
Min opvækst førte til, at jeg som 24 årig uddannede mig til psykomotorisk terapeut og senere som drømmevejleder og familieterapeut.
Med min faglige baggrund og praksiserfaring på mere end 25 år, og med min personlige og spirituelle udviklingsrejse, er jeg landet et sted i mit liv, som jeg virkelig elsker.




